vi laver ikke kun billeder – vi skaber merværdi…

For os betyder det faktisk en hel del at det vi laver – er lækkert! Derfor er “godt nok” aldrig godt nok. Hver indstilling, hvert billede skal være i orden. Det kan opleves pedantisk hvis man er den der står foran kameraet – men det kan bare ikke være anderledes. Når det er sagt, så er det utrolig vigtigt, at vi har det sjovt når vi er på arbejde. Det slipper kreativiteten løs, og åbner for de skæve ideer.

Hvad mener du?

Vi har næsten altid en mening om tingene, og den går vi ikke og gemmer med. Hvis vi har et andet syn på et oplæg, en ny vinkel på en historie, så er du sikker på at komme til at høre den. Det er ikke kun fordi vi mener, vi er klogere end alle andre – men tænk nu hvis ingen har fået tanken før os…

En meget klar del af pæne manerer hos os er viljen og modet til at sige sin mening – selv når der i øvrigt er konsensus om noget andet. Der ku’ jo faktisk være en pointe de andre havde overset. Men i øvrigt er det vores erfaring at alle opgaver løses bedst i fællesskab og med åbne øjne – i mere end en forstand!

Forberedelse

Vi prioriterer det at være ordentligt forberedt meget højt. God planlægning, checklister og kontrol er nøgleord hos os. Vi er meget tilfredse med vores workflow, og den symbiose der næsten opstår på en opgave, fordi den ene hele tiden ved hvad den anden laver, hvornår den ene får brug for noget, og den anden skal skifte objektiv. Vores arbejdsrutiner fungerer så fint, at du aldrig kommer til at opleve at vi sløser med tiden…

Portrætter er fortsat en væsentlig del af vores hverdag.

Vi er stærke portrætfotografer. Vi laver portrætter af unge og gamle, til erhverv og privat, portrætter i traditionel forstand, arbejdsportrætter, og vi gør det i høj grad fordi vi ikke kan lade være.

Portrættet er den mest krævende diciplin men også den mest givende. Den latente frygt for ikke at slå til, ikke at kunne levere det ønskede resultat – eller måske mere præcist billedet med dét!

Derfor er belønningen også så meget større når det hele går op i en højere enhed…

Thomas Rønn